Fægtning er tvekamp med blanke våben; i oldtiden og middelalderen især med sværd, fra omkring år 1500 overvejende med kårde, men også for eksempel  dolk,  pallask,  hellebard,  lanse og  bajonet har været anvendt. I takt med våbenudviklingen har fægtningen ændret karakter fra at være en kamp på liv og død til at blive en moderne sport.

Fægtning som tvekamp har eksisteret i flere tusinde år. Fra cirka 1190 f.Kr. kendes fra Luxor i Egypten den tidligste afbildning af en fægtekamp af sportslig karakter med omviklede  sværd, masker og tilskuere.

Igennem middelalderen udvikledes kampen med blanke våben, samtidig med at de mistede deres betydning i krig på grund af skydevåbnenes indførelse. Denne udvikling og de forskellige skoler er beskrevet i fægtelitteraturen, tidligst kendt i Flos duellatorum in armis, equester, pedester fra 1410. I 1443 udgav den tyske fægtemester Tolhoffer sin Fechtbuch, som omhandler en række forskellige kampformer.

I årene 1588-1608 mistede tusinder af franske adelsmænd livet som følge af duel, og behovet for fægteundervisning uden for det militære regi blev imødekommet af private fægtemestre.

I samme periode udkom adskillige italienske og franske fægtebøger, som kom til at præge udviklingen, for eksempel udgav  Christian 4.s italienske fægtemester, Salvator Fabri (1554-1630), i 1606 i København De lo Schermo, overo Scienza d’arme, en af de mest berømte bøger om fægtning.

Efterhånden erstattedes den tunge duel kårde med den lettere  fleurettil træningsbrug, og af hensyn til sikkerheden blev rækkefølgen af angreb, parade og ripost regelsat.

De lettere våben gjorde det muligt at udføre angreb i flere bevægelser, ligesom parader med klingen helt afløste det hidtil eneste forsvar: undvigelse eller parade med dolk eller klæde i venstre hånd. Fægtemasken blev almindelig i slutningen af 1700-tallet.

Inden for fleuret- og kårdefægtning har den italienske og franske fægteskole været dominerende, hvorimod  sabelfægtningens udvikling er knyttet til Ungarn.

Sportsfægtningen i Danmark hentede sin første inspiration i Frankrig, og ikke mindst den franske fægtemester Leonce Mahaut (1875-1950), som i 1901 åbnede fægtesal i København, har præget dansk fægtning.

Den første danske fægteklub blev dannet i 1884, og i 1907 stiftedes Dansk Fægte-Forbund. Det internationale fægteforbund, Fédération internationale d’escrime (FIE), blev stiftet i 1913. Fægtning har været på det olympiske program fra de moderne leges begyndelse i 1896; fra 1924 også damefægtning. Der er blevet holdt EM siden 1932, som fra 1937 blev udvidet til VM.

En række danske fægtere har gjort sig gældende på internationalt niveau, for eksempel deltog Ivan Osiier (1888-1965) i syv  Olympiske Lege fra 1908 til 1948 og vandt sølv i kårdefægtning i 1912. Det største danske fægtenavn gennem tiderne,  Karen Lachmann, prægede de europæiske pister i årene omkring 2. Verdenskrig. Hun fægtede fire olympiske finaler, vandt sølv i 1948, bronze i 1952 og blev verdensmester i 1954 efter at have vundet sølvmedalje i 1949 og 1951.

Internationalt prægede Italien og Frankrig fleuret- og kårdefægtningen i årene op til 2. Verdenskrig, hvorefter først og fremmest Sovjetunionen, men også Vesttyskland, Polen og Ungarn markerede sig stærkt.

Inden for sabelfægtningen var Ungarn dominerende indtil 1960, hvorefter Italien, Frankrig og Vesttyskland  blev mere jævnbyrdige modstandere.

Seks gange har en dansk fægter hentet en OL-medalje:

• 1896 Athen: Bronze – Holger Nielsen, sabel
• 1912 Stockholm: Sølv – Ivan Osiier, kårde
• 1924 Paris: Guld – Ellen Osiier, fleuret
• 1924 Paris: Bronze – Grete Heckscher, fleuret
• 1948 London: Sølv – Karen Lachmann, fleuret
• 1952 Helsinki: Bronze – Karen Lachmann, fleuret