Som børnemedlem af Aalborg Fægteklub har du mulighed for i klubben at holde et fødselsdagsarrangement ud over det sædvanlige for dine klassekammerater og/eller venner.

Det er med sikkerhed de færreste af dem, der kender til fægtning, så her kan du virkelig vise dem, hvad det er for en sport, du dyrker.

Et fødselsdagsarrangement i fægteklubben varer mellem halvanden og to timer – det afhænger af, hvor mange I er.

Sodavand, slik, kagemand/-kone, frugt, flag, dannebrogsservietter – alt det skal du selv ta’ dig af. Klubbens instruktører koncentrerer sig om at gi’ jer en fin fægteoplevelse, mens resten af din fest foregår et andet sted end i fægteklubben.

Mens I er i Aalborg Fægteklub, er programmet:

  • Kort opvarmning
  • Benarbejde – basis, afstand, skridt frem, skridt tilbage, udfald og marché udfald
  • Instruktion i en parade eller to
  • Og så ellers i gang med en masse fægtning
  • Udstrækning
  • Overrækkelse af diplomer

Normalt tager vi betaling for arrangementer for grupper, men for Aalborg Fægteklubs betalende børnemedlemmer er det en gratis ekstra fødselsdagsgave.

Synes du også, det ku’ være sjovt at gi’ dine venner en ekstraordinær oplevelse i din klub? Så gå ind på www.aalborgfaegteklub.dk/arrangementer og udfyld skemaet. Du skal bare skrive ”Børnefødselsdag” i feltet ”Hvor har du hørt om…”. Så hører du ganske snart fra os.