Fægtning er en olympisk sportsgren, der udvikler din koncentrationsevne, balance og strategiske sans – og giver dig god motion.

Fægtning er en af verdens hurtigste sportsgrene. Meget foregår så hurtigt, at øjet næsten ikke kan følge med. Samtidig er fægtning en teknisk sportsgren, der stiller krav til din forberedelse og koncentration – og grundtræning.

I moderne sportsfægtning kan du fægte med fleuret, kårde eller sabel.

Fleuretten har en fleksibel, rektangulær klinge, der er cirka 90 cm lang. Den vejer omkring 500 gram samlet. Fleuretten har en lille fjederkontakt monteret i spidsen. Denne kontakt er forbundet med en ledning, der løber gennem klingen tilbage til et meldeapparat, der registrerer touchés (point). Touché opnås ved at stikke på modstanderens torso med en kraft på minimum 500 gram. På fleuret er eneste gyldige træffelt torsoen.

Kården har en trekantet klinge på cirka 90 cm. Samlet er kården med sine omkring 750 gram det tungeste af de tre våben. Kården har en lille fjederkontakt monteret i spidsen. Ved kårdefægtning skal man træffe med et tryk på 750 gram for at sætte et touché. Klingens trekantede form med en rille gennem giver den stor styrke samtidig med at den stadig er fleksibel. Rillen i klingen bruges til at føre ledningen fra spidsen tilbage til kontaktskålen. Kårdens skål er en smule større end fleurettens, hvilket skyldes at hånden også er gyldigt træffelt på kårde. Touché opnås ved at stikke modstanderen. På kårde er hele kroppen gyldigt træffelt.

Sablen har cirka samme længde og vægt som fleuretten. Den første tredjedel af sablens klinge er trekantet, herefter flader den ud, så man har en stabil, men fleksibel klinge. For at beskytte fingrene mod hug er skålen på sabel en del større end på de andre våben. Touché opnås primært ved hug, sekundært ved stik på modstanderen. På sabel er overkroppen gyldigt træffelt.